Opsigelse af boliger

Hvis du ønsker at flytte, skal du skriftligt opsige din bolig. Opsigelsesblanketten får du på foreningens kontor eller du kan udskrive den hér

Opsigelsesvarslet er 3 måneder, og du kan sige op til den 1. i en måned - d.v.s. vil du sige op pr. 1. juni, skal den udfyldte opsigelsesblanket være foreningen i hænde inden den 1. marts kl. 12.00.
Falder den 1. i en weekend eller på en helligdag skal opsigelsen være foreningen i hænde senest med morgenposten den følgende hverdag.


DU SKAL FLYTTE UD SENEST 14 DAGE FØR OPSIGELSESDATOEN.

Boligen skal sættes i stand, inden den næste flytter ind. Derfor skal du være flyttet senest 14 dage før opsigelsesdatoen.
Opsigelsesvarslet er ufravigeligt, og du hæfter for husleje m.v. i hele opsigelsesperioden. Men hvis du ønsker at flytte tidligere end de 14 dage før opsigelsesdatoen, vil foreningen forsøge at genudleje boligen hurtigst muligt efter din flytning.

Hvis det lykkes, hæfter du naturligvis kun for husleje til genudlejningstidspunkt.

Af hensyn til bl.a. afregning af indskudsbeløb gør vi opmærksom på at det er vigtigt at oplyse os om ny adresse ved flytning.


DER SKAL VÆRE SYN.

Ca. 14 dage inden du flytter, får du et brev med tidspunkt for syn af boligen.
Det er foreningens inspektør, der foretager synet. I overensstemmelse med vort reglement for normal vedligeholdelse afgøres det nu, hvilke vedligeholdelsesarbejder og eventuelle reparationer, der skal foretages, inden den næste flytter ind. Husk din bolig skal være tømt og gjort ren til synet, hvor samtlige nøgler skal afleveres.

ENDELIG AFREGNING.

Der går ca. 6 uger fra boligen er genudlejet, til du får den endelige afregning. Din andel til istandsættelsen samt eventuelle skyldige beløb bliver herefter trukkert fra det indskud, du betalte, da du flyttede ind.